Håndværker Liv tilbyder aktivitetstilbud indenfor paragraf 103, paragraf 104 og STU forløb. Uanset aktivitet arbejder vi altid ud fra vores 4 faser:
FASE 1 – OPSTART Tillid, tryghed og trivsel
Relationen er nøgleordet. Vi bestræber os på at møde borgerne hvor de er, med udgangspunkt i deres individuelle behov. Der er fokus forskelligheder og accept af disse, – også borgerne imellem. Vi har en positiv tilgang og er imødekommende med en altid anerkendende og rosende tilgang. At arbejde i Håndværker Liv skal være lystbetonet, hvor borgerne har den rette medindflydelse. Vi er troværdige; det vi siger, er det vi gør.
FASE 2 – STRUKTUR Ensartethed, genkendelighed
Forudsigelighed er nøgleordet. Den ugentlige struktur planlægges i samarbejde med borgeren, hvor synligheden opnås via planlægningstavler og strukturtavler. Vi benytter os ligeledes af en smiley tavle, og har en stor fleksibilitet i forhold til dagsformen og det daglige humør.
FASE 3 – Fællesskabet Det er fællesskabet, der gør forskellen
Fælles aktiviteter er nøgleordet. Vi tilstræber at afholde fælles samvær i pauserne og har ugentlige fællespisninger, hvor vi laver mad sammen med borgerne. Fællesture i by og natur bliver også prioriteret, ligesom en månedlig diskotekfest står på programmet. Desuden er der indlagt årstidsbestemte arrangementer, fx påskefrokost, fastelavn, pinsefrokost, julefrokost etc. Vores tommelfingerregel er, at borgerne lærer langt mere af hinanden, end de gør af os.
FASE 4 – Udvikling Grundlaget for udvikling er nu skabt
Kompetenceudvikling er nøgleordet. Det du kan, bliver du bedre til. Det du ikke kan, det lærer du. Denne måde at arbejde på understøttes målrettet af vores læringsplatform OCN. Her bliver arbejdsopgaver og læringsmoduler udarbejdet ud fra den enkeltes kompetencer, behov og ønsker.
Velkommen til Håndværker Liv!
Formålet i Håndværker Liv – paragraf 103, paragraf 104 og STU forløb.
Håndværker Liv har til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen og retter sig især mod borgere med behov for socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Håndværker Liv vil medvirke til, at borgene udfolder sig sammen med hinanden og deltager i et socialt fælleskab. Håndværker Liv virker også som et fristed, der giver gode betingelser for personlig udvikling.
I Håndværker Liv indgår arbejdet også som et led i en produktion af varer eller tjenesteydelser. Vi skræddersyer et forløb i vores paragraf 103 og 104 tilbud til den enkeltes funktionsniveau. Det kan fx bestå i udførslen af enkelte afgrænsede arbejdsfunktioner, der udskillers fra et mere omfattende produktionsforløb
Desuden kan Håndværker Liv også tilbydes som en 3-årig særlig tilrettelagt uddannelse (STU forløb) for unge mellem 16 og 25 år. Formålet med et STU forløb i Håndværker Liv er, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og opnår kompetencer til på sigt at komme så tæt på det almindelige arbejdsmarked som muligt.
I Håndværker Liv arbejdes der i tidsrummet kl. 8.00 – 16.00 på alle hverdage og det almindelige arbejdsmarkeds officielle helligdage og fridage følges. Afhængig af funktionsniveau, dagsform finder vi naturligvis et passende arbejdsskema og passende opgaver til den enkelte.
I Fonden Det Private Botilbud og i Håndværker Liv arbejder vi med den pædagogiske analyseplatform Nordic Pas, som medfører, at vi har styr på vurderinger, handleplaner og dokumentation med en samlet digital platform. Vores fagpersoner, som dagligt arbejder med NordicPas, oplever processen som en faglig opkvalificering.
Det er på en helt ny og spændende måde nemt for os at måle på vores pædagogiske indsatser og vigtigst af alt kan vi nu måle på borgernes udvikling.
OCN (Open College Network) er en metode til at give et validt kompetencebevis på den formelle og uformelle læring, som vores unge tilegner sig.
Det kan være læring fra fx ungdomsklubber, ungdomsskoler, produktionsskoler, virksomhedspraktik, kurser, daghøjskoler, specialskoler, jobtræning og altså STU forløb (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse).
Det kan også være læring, den enkelte har med sig fra sit private liv i form af faglige og sociale kompetencer.
Formålet er at sikre deltageren et troværdigt papir på vedkommendes læring. Et OCN-læringsbevis kan bruges til at søge arbejde, praktik, videre kvalificering eller være uddannelsesforberedende. Samtidig føles det som en stor anerkendelse at få papir på det man kan – også selvom læringen ikke kommer fra det formelle skolesystem.
Med OCN-metoden kan man få dokumenteret sin læring eller sine kompetencer i små skridt. Læringsbeviset samler de dokumenterede færdigheder og beskriver dem klart og tydeligt.