Håndværker Liv
Håndværker Liv er et praktisk beskæftigelsestilbud, for borgere med nedsat funktionsevne i paragraf 103 og 104 tilbud, hvor der er fokus på håndværksmæssige og kreative aktiviteter.
Borgerne arbejder med træ, mindre byggeprojekter, reparationer, vedligehold, maling og andre former for praktisk arbejde.
Gennem arbejdet får deltagerne mulighed for at udvikle færdigheder, styrke ansvarsfølelse og opleve tilfredsstillelsen ved at skabe noget konkret med hænderne. Der er fokus på samarbejde, den enkeltes behov og formåen samt udvikling i et trygt og struktureret miljø.
Håndværker Liv er tilrettelagt så der er plads til både individuelle hensyn og fælles projekter, med pædagogisk støtte efter behov.
Der kan arbejdes i tidsrummet kl. 8.30 – 14.00 på alle hverdage og det almindelige arbejdsmarkeds officielle helligdage og fridage følges.


Håndværker Liv tilbyder aktivitetstilbud indenfor paragraf 103, paragraf 104 og STU forløb. Uanset aktivitet arbejder vi altid ud fra vores 4 faser:

FASE 1 – OPSTART
Tillid, tryghed og trivsel
Relationen er nøgleordet. Vi bestræber os på at møde borgerne hvor de er, med udgangspunkt i deres individuelle behov. Der er fokus forskelligheder og accept af disse, – også borgerne imellem. Vi har en positiv tilgang og er imødekommende med en altid anerkendende og rosende tilgang. At arbejde i Håndværker Liv skal være lystbetonet, hvor borgerne har den rette medindflydelse. Vi er troværdige; det vi siger, er det vi gør.

FASE 2 – STRUKTUR
Ensartethed, genkendelighed
Forudsigelighed er nøgleordet. Den ugentlige struktur planlægges i samarbejde med borgeren, hvor synligheden opnås via planlægningstavler og strukturtavler. Vi benytter os ligeledes af en smiley tavle, og har en stor fleksibilitet i forhold til dagsformen og det daglige humør.

FASE 3 – Fællesskabet
Det er fællesskabet, der gør forskellen
Fælles aktiviteter er nøgleordet. Vi tilstræber at afholde fælles samvær i pauserne og har ugentlige fællespisninger, hvor vi laver mad sammen med borgerne. Fællesture i by og natur bliver også prioriteret, ligesom en månedlig diskotekfest står på programmet. Desuden er der indlagt årstidsbestemte arrangementer, fx påskefrokost, fastelavn, pinsefrokost, julefrokost etc. Vores tommelfingerregel er, at borgerne lærer langt mere af hinanden, end de gør af os.

FASE 4 – Udvikling
Grundlaget for udvikling er nu skabt
Kompetenceudvikling er nøgleordet. Det du kan, bliver du bedre til. Det du ikke kan, det lærer du. Denne måde at arbejde på understøttes målrettet af vores læringsplatform OCN. Her bliver arbejdsopgaver og læringsmoduler udarbejdet ud fra den enkeltes kompetencer, behov og ønsker.
Velkommen til Håndværker Liv!